Min læge har lukket sin klink, og jeg er derfor lidt bekymret. Jeg skal nemlig vælge ny læge. Det er et problem for mig. Lægen, som jeg hidtil har besøgt hvert andet år, er gået på pension. Jeg har kendt ham i 30 år, og han kender hele min sygehistorie. Han har desværre ikke givet mig nogen anbefalinger til yngre kollegaer, så jeg er på helt bar bund. Jeg vil jo gerne finde en læge, som jeg stoler på, kan ’overtage mig’ som fast patient uden, at jeg vil få problemer. Mit helbred er nemlig ikke det bedste. Jeg har brug for korrekt medicin. Det er en svær situation.

Grove lægefejl

Jeg kan huske, at inden jeg fandt den læge, som lige er gået på pension, havde jeg en læge, som lavede nogle grove fejl. Han ordinerede forkert medicin til mig, og jeg måtte ofte på hospitalet. Det vil jeg ikke udsættes for igen. Dengang var der ikke noget, der hed Patienterstatning. Og selv om jeg faktisk på et tidspunkt fik det meget dårligt, blev jeg ved med at tro på, hvad min læge dengang sagde til mig.

Det var faktisk først, da min mand, som var i live dengang, sagde til mig, at han har set nogle artikler i lokalaviserne om, at lægen, jeg så, var anklaget for kvaksalveri, at jeg besluttede, at jeg måtte finde en anden. Det tog mig nogle måneder at finde én. Men det lykkedes, og vi oparbejdede et godt forhold. Fyldt med gensidig respekt.

Injurier?

Men jeg må indrømme, at det var svært, og jeg tænkte ofte, at det måtte være injurier mod min læge, når de skrev, at han var uhæderlig og en kvaksalver. Men retssagen viste noget andet. Det var ikke injurier. Det var ikke bagvaskelse. Det var sandt. Han var uhæderlig og snød folk. Inklusive mig. Utroligt.

Var jeg naiv?

Jeg fatter endnu ikke i dag, hvordan jeg bare kunne tro på ham. For det gjorde jeg. Jeg var overbevist om, at han var den bedste læge i verden. Indtil jeg blev akut indlagt med en forgiftning. Medicinen, jeg havde fået udskrevet af ham, var helt forkert. Den gjorde kun tingene værre. Det var ikke godt. Heldigvis havde de dygtige læger på hospitalet, og de fik mig tilbage – i live. Desværre var ingen af lægerne på hospitalet, også privatpraktiserende. Hvis en af dem havde været det, så ville jeg muligvis have spurgt, om jeg kunne blive hans eller hendes patient.
Men som lovgivningen er her i landet, så må offentligt ansatte læger ikke drive privat praksis, så den mulighed blev hurtigt udelukket.

En god henvisning

En af lægerne på hospitalet fortalte mig, dog om en kollega, hun har. Hun driver privat praksis og er meget dygtig, fik jeg at vide. Heldigvis har jeg skrevet hendes telefonnummer ned. Jeg vil ringe til hende i morgen. Måske kan hun blive min næste, faste læge. Jeg vil bede om et møde med hende for at se, om hun er den, jeg fremover vil have tillid til, så jeg trygt kan lægge mit helbred i hendes hænder.

Kategorier: Generelt